Bhutan – Tradition og udvikling

På denne rejse kommer vi i berøring med mange facetter af det lille kongerige Bhutan. Vi besøger naturligvis de ikoniske bygningsværker i form af smukke templer og klostre, men turen går også til afsides landsbyer. For at forstå hvilken fantastisk udvikling landet har været igennem i de seneste årtier, stifter vi også nært bekendtskab med det moderne liv i by og på land. Vi skal også have indblik i hvilken rolle ngo’erne spiller i Bhutans demokratiske udvikling.

Denne rejse kombinerer besøg på Bhutans mest ikoniske bygningsværker som Taktsang Goemba og Punakha Dzong med det moderne Bhutan i hovedstaden Thimphu og i små afsides landsbyer. Turen bringer dig gennem fantastiske bjerglandskaber og langs idylliske floder, og vi bliver klogere på nutidens Bhutan gennem besøg hos ngo’er. Vi besøger tillige Danmarks Honorære Generalkonsul i Bhutan, som vil fortælle om Kongerigets udvikling og den store rolle Danmark har spillet fra de første veje blev bygget i 1960’erne til i dag.

Efter et par dage med sightseeing i Kathmandu-dalen i Nepal, flyver vi langs de snedækkede Himalayabjerne til den lille charmerende by Paro, hvor Bhutans eneste internationale lufthavn findes. Når vi er kommet igennem paskontrollen i lufthavnen, modtages vi af vores guide og chauffør, som står til rådighed på hele turen. En stor del af den lokale sightseeing vil dog foregå til fods, da man på den måde kommer tættere på både befolkning, kultur og den omgivende natur.

I Paro besøger vi byens imponerende dzong, det runde nationalmuseum og Kyichu Lhakhang, som er et af Kongerigets smukkeste templer. Fra Paro kører vi over Chele La, Bhutans højeste vejpas på 3.900 meter og ned til den isolerede Haa-dal. Her se vi hvordan man opdrætter ørred, og hvordan man ved hjælp af japansk ekspertise producerer italiensk ost. Vi bliver indlogeret privat, så vi kan deltage i livet i det mindre udviklede Haa. Der er god mulighed for vandreture i dalen, og vi besøger flere af dalens små og store templer, som ligger strøet ud op ad bjergsiderne.

I hovedstaden Thimphu kan vi betragte livet i den pulserende by, som er Bhutans vigtigste handelscentrum. Der er mange seværdigheder i og omkring byen, som bl.a. omfatter en lille zoo med Bhutans meget særprægede nationaldyr, takinen. Vi besøger også en kunstner og en ngo, som kan bibringe en indsigt i livet i Bhutan, som man ikke så ofte får på turistrejser.

På vej mod Punakha gøres holdt på det 3.115 meter høje Dochu La, hvor man i klart vejr har udsigt mod den bjergkæde der i nord danner grænsen til Tibet. På den østlige side af bjerget besøger vi Royal Botanical Park hvorfra vi har halvanden dags vandring i smukke bjerglandskaber til Punakha ad en gammel sti som blev brugt af Lam Drukpa Kunley, kendt som Den Guddommelige Galning. Undervejs besøges forskellige projekter som har til formål at give folk i landområderne en levevej, så man kan begrænse migreringen til byerne. Vi ser bl.a. hvordan man producerer te, og der er besøg i et medielaboratorium. Der overnattes privat undervejs.


Inden vi når hotellet i Punakha, går vi ind til Chimi Lhakhang, et smukt lille tempel som i det 15. årh. blev bygget for Guru Drukpa Kunley, hvis utraditionelle syn på sex stadig kommer til udtryk på mange husmure i Bhutan. I Punakha besøges også Punakha Dzong; et kombineret fort og kloster som i århundreder udgjorde magtbasen i Bhutans system af reinkarnerede herskere.

Rejsen slutter med en vandretur vi op til det ikoniske Taktshang kloster – Tigerreden – som er lidt af et vartegn for Bhutan. Taktsang ligger i 3.000 meters højde, men efter ti dage i bjergene er vi akklimatiseret.

Inden hjemrejsen besøger vi landsbyen Leechu, hvor vi kan opleve hvordan livet udspiller sig i en moderne landsby der prøver at følge med tiden.


Praktiske oplysninger

Højden og det lavere iltindhold i luften vil kunne mærkes, så især de første dage bevæger vi os rundt i et moderat tempo. Vi skal krydse et par høje bjergpas, men da vi ikke opholder os der i længere tid, giver det ikke problemer. Deltagere over 70 år anbefales dog at konsultere egen læge inden endelig tilmelding. Rejsen starter med akklimatisering og sightseeing i Kathmandu (1.400 meter).

Vejene snor sig på bjergsiderne eller gennem dalene, og den distance der tilbagelægges kan ofte være mere end dobbelt så lang som der ville være i luftlinje. Selv om vi på det meste af strækningen følger hovedvejen igennem Bhutan, er vejene ikke særlig trafikeret. Hvis du har tendens til køresyge, bør du medbringe midler til forebyggelse.

Klimaet i Bhutan varierer fra tropisk jungle til alpint og snedækkede bjerge. I forårs- og efterårsmånederne, som er højsæsonen i Bhutan, kan det blive køligt om aftenen, mens temperaturerne i de lavereliggende dale kan nå op på 25-30oC i dagtimerne.
I vintermånederne kan du forvente mange dage med klart vejr og stærk sol. Du skal dog være forberedt på nattemperaturer ned omkring og under frysepunktet - især i Haa. Solen vil de fleste dage skabe behagelige dagtemperaturer. Læs mere om klimaet i Bhutan.

Overnatning sker på gode middelklassehoteller, men i Haa–dalen og på vandringen til Punakha er der privat overnatning hos en familie i et traditionelt hus. Hotelstandarden i det vestlige og centrale Bhutan er god, men ved privat overnatning i landsbyerne kan man ikke være sikker på varmt brusebad. Hygiejnen er dog helt i orden, og der tilbydes varmt og koldt vand i vandfade.




Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

Vi flyver fra København og ankommer til Kathmandu næste formiddag.


Dag 2: Bouddhanath i Kathmandu, Nepal

Ankomst til Kathmandu om formiddagen og indlogering. Resten af dagen kan bruges til akklimatisering og til at lære området omkring hotellet med den kraftige buddhistiske indflydelse at kende.


Dag 3: Kathmandu, sightseeing

Sightseeing i og omkring Kathmandu med lokal guide.


Dag 4: Paro, Bhutan

Vi flyver med Druk Air fra Kathmandu, og efter en enestående flyvetur langs Himalayabjergkæden og bjergtoppe som bl.a. Mt. Everest, lander vi i Paro Lufthavn, Bhutans eneste internationale lufthavn. I lufthavnen bliver vi hentet af vores engelsktalende bhutanesiske guide. Efter frokost er der besøg i Kyichu Lhakhang, et af Bhutans ældste og smukkeste templer. Det skulle være blevet bygget af kong Songtsen Gampo fra Tibet i år 659. Der bliver også tid på egen hånd i Paro. Overnatning i Paro.

Dag 5: Haa

Vi kører til Haa-dalen over Chele La, som med 3.900 meter er det højeste vejpas i Bhutan. Efter frokost beses Haa Dzong og den lille have med medicinske urter der ligger lige op ad dzongen samt et ørreddambrug, hvor man importerer fiskeæg fra Danmark. Vi indlogeres privat og har herefter lejlighed til at udforske landsbyen hvor vi bor. Privat overnatning i Haa.


Dag 6: Landsbyliv i Haa-dalen

I dag skal vi følge livet i en afsides landsby i Haa, og vi hører fortællinger om de traditioner man har her. Om eftermiddagen besøger vi Lhakhang Karpo, eller det Hvide Tempel, som ifølge legenden ligesom det nærliggende Sorte Tempel, er et af de 108 templer som som den tibetanske konge Sonsten Gampo opførte i løbet af én nat i 7-hundredtallet. Templet huser Haa’s omkring hundrede munke. I templet tilbedes Ap Chhundu (eller Chungdue), en lokal guddom, som beskytter de troende. Herfra er der en kort spadseretur op til Lhakhang Nagpo, det Sorte tempel.

Privat overnatning i Haa.


Dag 7: Vandring i Haa–dalen

I dag er der mulighed for en lettere vandretur op til nogle af templerne i Haa-dalen. Eftermiddagen kan bruges til at slappe af i vores landsby eller til at udforske området yderligere.

Heldags vandretur
Hvis nogen er interesseret, vil det mod særskilt betaling være muligt at vandre ad pilgrimsruten Meri Phuensum med en lokal guide. Det er en af de smukkeste dagsvandringer man kan gennemføre i Bhutan, men det er samtidig også en af de mest krævende ruter. Hvis vejret er klart, har man en enestående udsigt mod Jhomolhari og Jitchu Drake, nogle af Bhutans højeste bjergtoppe.


Dag 8: Hovedstaden Thimphu

Inden vi kører mod hovedstaden, besøger vi et lille mejeri, som især producerer ost.

Efter sen frokost og indlogering i Thimphu bliver der tid til et besøg ved Den Nationale Minde-chorten, hvor der som regel er en livlig aktivitet af troende. Den blev bygget i 1974 til minde om den 3. konge, Hans Majestæt kong Jigme Dorji Wangchuck. Resten af dagen kan man bruger til at udforske livet i Thimphu. Overnatning på hotel i Thimphu.


Dag 9: Sightseeing i Thimphu

Vi starter dagen ved byens klokketårn og udforsker derfra det pulserende liv i Bhutans hovedstad til fods. Vi går igennem de små handelsgader og stikker hovederne ind i spændende butikker med stoffer, religiøse artikler og meget andet. I den sydlige ende af hovedgaden Norzin Lam ser vi et af byens mest fotograferede motiver, nemlig færdselsbetjenten, som man i 2007 prøvede at erstatte med et lyssignal, men befolkningen protesterede fordi man mente at det var for upersonligt, så den velkendte politibetjent overtog igen trafikreguleringen, så Thimphu er stadig en blandt meget få hovedstæder der ikke har lysregulering. Formiddagens program omfatter tillige et besøg på tekstilmuseet.

Efter frokost besøger vi Palden Dorji, Danmarks Honorære Generalkonsul i Bhutan, som vil fortælle om Kongerigets udvikling og den store rolle Danmark har spillet fra de første veje blev bygget i 1960’erne til i dag. Vi kører op til den gigantiske Buddha, som majestætisk skuer ud over byen, og vel nede i byen igen kan vi bl.a. besøge det Nationale Institut for Zorig Chusum, en skole hvor man dyrker og underviser i nogle af de 13 bhutanske kunstarter og håndværk, bl.a. thangkamaling, broderi og trædrejning. Lige ved siden af ligger Folk Heritage Museum, Museet for Kulturarv, og Nationalbiblioteket, hvor vi skal se verdens største udgivne bog med titlen Bhutan. Den er over to meter høj og vejer 68 kg. Et kopi kan købes for den nette sum af US$ 15.000. Overnatning i Thimphu.




Dag 10: Sightseeing i Thimphu

Efter morgenmaden tager vi op til Changangkha Lhakhang, et tempel fra det 13. århundrede hvortil mange forældre bringer deres nyfødte børn for navngivning. Changangkha Lhakhang ligner et fort på en bakketop med en fantastisk udsigt over Thimphu. De mest hellige dele af templet omfatter en statue af Zhabdrung Ngawang Namgyal, som forenede Bhutan i 15-hundredtallet og den elleve-hovedet Chenrezig som har tusind arme.

Ikke langt fra templet ligger Bhutan Centre for Media and Democracy, hvor vi håber at kunne høre om hvilken rolle medier og ngo’er spiller for landets demokratiske udvikling.

Efter frokost besøger vi Tashichho Dzong og Zilukha Nonnekloster, og lidt uden for byen finder vi en lille park, hvor takinen, Bhutans meget særprægede nationaldyr kan ses. Overnatning i Thimphu.


Dag 11: Kongelige Botaniske Have og vandring

Vi forlader Thimphu og begiver os over Dochu La (3.115 m.), hvor man i klart vejr kan nyde den fantastiske udsigt over Himalayabjergkæden. På den anden side af passet ligger Royal Botanical Park, hvorfra vi begynder en to-dages vandretur ad en gammel rute som blev brugt af Lam Drukpa Kunley. Ruten er for nylig blevet promoveret med forskellige projekter som har til formål at give folk i landområderne en levevej, så man kan begrænse migreringen til byerne. Vi ser bl.a. hvordan man producerer te og andre lokale initiativer.

Der overnattes privat undervejs.

Dag 12: Vandring til Punakha

Vi fortsætter vandreturen ad de små bjergstier til Chimmi Lhakhang, et smukt lille kloster som i det 15 årh. blev bygget af Guru Drukpa Kunley, hvis utraditionelle syn på sex stadig kommer til udtryk på mange husmure over hele Bhutan. Barnløse kvinder opsøger templet for at modtage en Wang, en velsignelse af dets helgen. Nyfødte bliver også båret til templet for at blive navngivet, og de får alle det samme navn, Chimi. I Bhutan afslører fornavnet ikke en persons køn; det kan derimod ses af andet navn, som altså ikke er et familienavn. Overnatning på hotel i Punakha.

Om eftermiddagen skal vi se den imponerende Punakha Dzong, som ligner et kæmpe skib med sin beliggenhed mellem de to floder Mo Chhu og Pho Chhu (Moder- og Faderfloden). I 1994 forårsagede en sø der sprang læk i de højeste dele af Himalaya at Mo Chhu gik over sine bredder og oversvømmede store områder, hvorved Punakha og Dzong'en blev udsat for alvorlige skader. I dag er Punakha Dzong blevet smukt renoveret, så vi kan bl.a. se et galleri af bhutanesiske malerier.


Dag 13: Tilbage til Paro

I dag kører vi tilbage til Paro, hvor Bhutaneventyret startede. Her besøger vi Rinpung Dzong og det karakteristiske runde Nationalmuseum, Ta Dzong samt det lille og meget atypiske Dumtse Lhakhang.


Dag 14: Taktsang Goemba - Tigerreden

Dagen starter med transport ud til en stejl 900 meter høj klippevæg, hvor vi vandrer op til det ikoniske kloster Taktshang Goemba (Tigerreden). I følge legenden fløj guru Rinpoche for at undertvinge en lokal dæmon op til stedet på ryggen af en huntiger, som var en manifestation af hans ægtefælle. Det er en forholdsvis krævende vandretur, så mange nøjes med at se templet fra cafeen halvvejs oppe.

Efter frokost er der tid til at se sig omkring i Paro, hvor der overnattes.


Dag 15: Landsbybesøg

I dag besøger vi landsbyen Leechu, hvor vi kan opleve hvordan livet udspiller sig i en moderne landsby der prøver at følge med tiden.


Dag 16: Fly fra Paro til Kathmandu

Tidlig morgen går turen til lufthavnen og tilbage til Kathmandu med Druk Air og den enestående udsigt mod Himalayabjergkæden. Vi lander i Kathmandu om formiddagen og bliver kørt til hotellet.


Dag 17: Fly til Danmark

Fly fra Kathmandu og ankomst til København samme aften.