Klassisk Bhutan - kulturel rundrejse

Oplev Bhutans kulturrelle højdepunkter

Turbeskrivelse

Denne tur bringer dig i bus gennem fantastiske bjerglandskaber og tæt på de vigtigste kulturelle og historiske steder i Kongeriget Bhutan. Der bliver rig lejlighed at stoppe op i de små landsbyer undervejs og opleve hvordan folk lever, og vores indfødte guide vil hjælpe os med at skabe kontakt til indbyggerne.


Bil og chauffør står til rådighed på hele turen, men en stor del af den lokale sightseeing vil foregå til fods, da man på den måde kommer tættere på både befolkning, kultur og den omgivende natur. På jeres første dag i Butan vandrer I op til det ikoniske Taktshang kloster – Tigerreden – som er lidt af et vartegn for Bhutan.

Da der kun findes én vej tværs gennem landet, flyver I efter en dag i Paro til Bumthang, kendt som Bhutans kulturelle hovedstad. Her skal I nyde den smukke natur med de idylliske og kunstnerisk dekorerede huse, og der vil være mulighed for at besøge flere af områdets gamle templer samt byens dzong, hvorfra både civil og religiøs administration styres. Her er det obligatorisk for bhutanere at bære deres nationaldragt, og vi andre forventes også at være velklædte.

Øst for Bumthang besøger I den idylliske landsby Ura, hvor vi i vinter 2018 forventer at kunne overvære en af Bhutans mange farverige festivaler med maskedans. Andre rejsedatoer planlægges så de passer med andre festivaller.

Vi kører vestpå med en udsigt over bjerge og dale som gør transporten til en uforglemmelig oplevelse. Vi tager dog turen tilbage til Paro i korte dage á højst 3-4 timers kørsel, så man ikke bliver for træt af at sidde i bilen. Undervejs stopper vi ved små væverier, i landsbyer, ved templer og på bjergpassene med deres mange farvestrålende bedeflag, hvorfra der blæser bønner for en god rejse ned i dalene.

Fra Bumthang har vi godt to timer til Trongsa, hvor vi besøger byens enestående placerede dzong. Vi overnatter i byen, og den følgende morgen fortsætter vi op ad bjerge klædt i rhododendronskove og bambus, og undervejs er der gode muligheder for at se rhesusaber. Efter det 3.400 meter høje Pele La pas kører vi ned i den smukke Phobjikha–dal, hvor der ligger flere spændende templer. I vintermånederne kan vi se de udryddelsestruede sorthalsede traner i deres vinterresidens, men om foråret trækker de nordpå til deres yngleområder i Tibet. Vi besøger det 450 år gamle Gangte kloster og de karakteristiske landsbyer i området. I Phobjikha-dalen vil der være mulighed for privat overnatning hos en landsbyfamilie, men dem der foretrækker det, kan overnatte på hotel.


Fra Phobjikha–dalen ruller vi ned mod Punakha, hvor vi besøger Punakha Dzong; et kombineret fort og kloster som i århundreder udgjorde magtbasen i Bhutans system af reinkarnerede herskere. Inden vi kører til vores hotel, tager vi ind til Chimi Lakhang, et smukt lille kloster som i det 15 årh. blev bygget af Guru Drukpa Kunley, hvis utraditionelle syn på sex stadig kommer til udtryk på mange husmure.


Inden vi når hovedstaden Thimphu stopper vi på det 3.115 meter høje Dochu La, hvor vi i klart vejr har udsigt mod den bjergkæde der i nord danner grænsen til Tibet. I Thimphu kan vi betragte livet i den pulserende by, som er Bhutans vigtigste handelscentrum. Der er mange seværdigheder i og omkring byen, som bl.a. omfatter en lille zoo med Bhutans meget særprægede nationaldyr, takinen.


Praktiske oplysninger

Højden og det lavere iltindhold i luften vil kunne mærkes, så vi bevæger os rundt i et moderat tempo. Vi krydser fire høje bjergpas på mellem 3.000 og 3.500 meter, men da vi ikke opholder os der i længere tid, giver det ikke problemer hvis dit helbred er i orden. Deltagere over 70 år anbefales dog at konsulterer egen læge inden endelig tilmelding. Turen er planlagt med god tid til akklimatisering, så når vi kommer til den højeste overnatning i omkring 2.900 meters højde, bør det ikke volde nogen kvaler.

Vejene snor sig på bjergsiderne eller gennem dalene, og den distance der tilbagelægges kan ofte være mere end dobbelt så lang som der ville være i luftlinje. Selv om vi på det meste af strækningen følger hovedvejen igennem Bhutan, er vejen ikke særlig trafikeret. Det er i princippet en asfaltvej, men da man er i gang med at udvidde den til to spor (ét i hver retning), er der meget vejarbejde. Der er dog taget hensyn til de længere transporttider i planlægningen.

Klimaet i Bhutan varierer fra tropisk jungle til alpint og snedækkede bjerge. I forårs- og efterårsmånederne, som er højsæsonen i Bhutan, kan det blive køligt om aftenen, mens temperaturerne i de lavereliggende dale kan nå op over 30oC i dagtimerne.

I sommermånederne kan det regne meget når monsunen trænger op fra Indien, og da sker det at vejstykker i de fjernere egne bliver skyllet væk.

I vintermånederne skal vi være forberedt på nattemperaturer ned omkring og under frysepunktet, men da kan man til gengæld forvente mange dage med klart vejr og stærk sol, og der falder ikke meget nedbør. Solen vil de fleste dage skabe behagelige temperaturer om dagen. I vinterperioden er det ikke sandsynligt at du støder på din nabo i Bhutan, selv om det bortset fra de lavere temperaturer er et rigtig godt tidspunkt at opleve landet. Læs mere om klimaet i Bhutan

Overnatning sker på gode middelklassehoteller, men i Phobjikha–dalen er det muligt at bestille privat overnatning hos en familie i et traditionelt hus. Hotelstandarden i det vestlige og centrale Bhutan er ganske god, men vælger man privat overnatning, kan man ikke være sikker på brusebad og rindende vand. Hygiejnen er dog helt i orden, og der tilbydes varmt og koldt vand i vandfade.

Til og fra Bhutan Vi flyver fra København til Delhi, Indien, hvorfra vi har en kort men spektakulær flyvetur langs Himalayabjergkæden til Bhutans internationale lufthavn i Paro. På hjemturen har vi også en overnatning i Delhi, så vi kan få oplevelserne til at sætte sig inden hjemrejsen.


Afgange og priser

Privat rejse med lokal engelsktalende guide: fra DKK 25.900

Afrejse 30. november til 13. december 2018: DKK 28.500

Afrejse 30. november til 13. december 2019: DKK 28.500

Tillæg for enkeltværelse: DKK 2.750


Dagsprogram

Med forbehold for ændringer.

Dag 1: Afrejse fra København

Vi flyver fra København med Air India sent på dagen og ankommer til Delhi tidligt næste morgen.


Dag 2: Fly til Paro, Bhutan

Midt på dagen flyver I med Druk Air fra Delhi, og efter en enestående flyvetur langs Himalayabjergkæden og bjergtoppe som bl.a. Mt. Everest, lander I i Paro, Bhutans eneste internationale lufthavn. I lufthavnen bliver I hentet af jeres engelsktalende bhutanske guide. Der bliver tid til at se nyde landskabet og naturen omkring hotellet inden aftensmaden. Overnatning i Paro.


Dag 3: Sightseeing i og omkring Paro

Vi starter dagen med et besøg i Kyichu Lhakhang, et af Bhutans ældste og smukkeste templer. Det skulle være blevet bygget af kong Songtsen Gampo fra Tibet i år 659. Derfra fortsætte vi ud til en stejl 900 meter høj klippevæg, hvor vi vandrer op til det ikoniske kloster Taktshang Goemba (Tigerreden). I følge legenden fløj guru Rinpoche for at undertvinge en lokal dæmon op til stedet på ryggen af en huntiger, som var en manifestation af hans ægtefælle. Om eftermiddagen bliver der tid til at besøge det karakteristiske runde Nationalmuseum. Overnatning i Paro.


Dag 4: Fly til Bumthang og sightseeing eftermiddag

Tidligt om morgenen bliver vi kørt til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Jakar i Bumthang (2.600 meter), Bhutans kulturelle hovedstad. Efter indlogering og frokost begiver vi os ud byen, som er blevet genopbygget efter en voldsom brænd i 2010. Som flere andre byer i Bhutan, er man i gang med flytte byen til en ny beliggenhed lidt nord for den nuværende beliggenhed. De vigtigste gader er bygget, og der er opført flere bygninger, men datoen for den endelige flytning er uvis.

Vi vandrer rundt i Jakar og besøger bl.a. Jakar Lhakhang, et tempel fra det 14. århundrede, og inden aftensmaden bliver vi kørt til Jakar Dzong hvorfra vi har en fantastisk udsigt over den nordlige Chokhor dal. Bhutans dzong's fungerede oprindeligt som uovervindelige forter, men derudover er de delt i en religiøs og en civil administrativ del. I dag foregår administrationen i den lokale dzong, hvor bhutanesere kun har adgang iført deres traditionelle klædedragter. Udenlandske besøgende forventes også at være velklædte.

Overnatning i Bumthang.


Dag 5: Dagtur til Ura med festival (december 2018)

I dag kører vi op over det 3.590 høje Shertang La (pas) til Ura (3.100 meter). Ura er i sig selv en af de mest fascinerende landsbyer i Bhutan med brostensbelagte gader som giver byen en vis middelalderstemning. Om vinteren bærer kvinderne et sjal af fåreskind. Vi besøger det nærliggende Sombrang Lhakhang, hvor vi forventer at kunne overvære en farvestrålende festival med maskedanse. Overnatning i Jakar.

Overnatning i Bumthang.


Dag 6: Vandretur med sightseeing i Bumthang

Vi vandrer nordpå på den vestlige side af Chamkhar Chhu, hvor vi besøger flere af de områdets vigtigste templer og klostre, bl.a. det berømte tempel Jampey Lhakhang, som skulle være opført i 659 på samme dato som Kyichu Lhakhang i Paro med det formål at undertvinge en tibetansk dæmon. Vi krydser floden og går tilbage til Jakar ad østsiden. Her besøger vi Tamshing Goemba, grundlagt af Pema Lingpa i 1501, på hvis indvendige vægge der findes malerier som skulle være Pema Lingpas originale malerier. I området findes flere klippemalerier.

Overnatning i Bumthang.


Dag 7: Fra Bumthang til Trongsa

Vi forlader Bumthang og kører til Trongsa (2.316 m.o.h.) over Yutong La (3.425 m.o.h.). I Trongsa besøger vi den store Trongsa Dzong, som ligger spektakulært på en bjergskråning. Her var man i tidligere tider nødt til at passere igennem en port for at kunne rejse mellem øst og vest, og det gav Trongsas penlop en enestående mulighed for at kontrollere handlen på tværs af landet.

Overnatning i Trongsa.




Dag 8: Fra Trongsa til Phobjikha dalen

Vi snor os ad bjergvejene højere og højere over floddalen, og efter en halv time kan vi igen se Trongsa Dzong på den anden side af dalen. Kort efter vi passerer Pele La (3.392 m.o.h.), forlader vi hovedvejen og kører over endnu et pas for at komme ind i Phobjikhadalen, som er et af den udryddelsestruede sortnakkede tranes få overvintringssteder.

Idet vi kører ind i dalen, passerer vi den fine Gangte Gonpa. Den blev bygget i det 17. århundrede, men er for nylig blevet renoveret. Den er absolut et besøg værd, idet den kan frembyde noget af det fineste håndværksarbejde i Kongeriget.

I Phobjika er det muligt at overnatte privat hvis det bestilles ved tilmeldingen.


Dag 9: Fra Phobjikha til Punakha

Inden turen går videre til Punakha, bliver der mulighed for at vandre et par timer i det dejlige område forbi templer og små landsbyer. På turen i februar 2018 vil vi dog tage tidligt afsted for at kunne overvære Punakhas berømte festival med maskedans, Punakha Tshechu.

I vinterperioden er det en god ide inden morgenmaden at gå ned i dalen til den sortnakkede tranes overnatningsområde i marsklandet, inden den letter og flyver til foderområderne. Formiddagen starter med et besøg på Black-Necked Crane Information Centre, som har en god udstilling om tranerne og et kraftigt teleskop til at trække fuglene tættere på.

Vejen snor sig langs Dang Chhu floden til Wangdue Phodrang og videre til Punakha. Inden vi kører til vores hotel, tager vi ind til Chimi Lakhang, et smukt lille kloster som i det 15 årh. blev bygget af Guru Drukpa Kunley, hvis utraditionelle syn på sex stadig kommer til udtryk på mange husmure over hele Bhutan. Barnløse kvinder opsøger templet for at modtage en Wang, en velsignelse af dets helgen. Nyfødte bliver også båret til templet for at blive navngivet, og de får alle det samme navn, Chimi. I Bhutan afslører første navn ikke en persons køn.

Overnatning Punakha.



Dag 10: Fra Punakha til hovedstaden Thimphu

I dag er der mulighed for en vidunderlig og let vandretur i den næsten subtropiske Punakhadal. Vi er nede omkring 1.200 meters højde, så selv i vinterhalvåret vil det føles lunere her end de øvrige steder vi besøger. Vi går gennem rismarker langs med Mo Chhu-floden og slutter formiddagen med et besøg i den imponerende Punakha Dzong, som ligner et kæmpe skib med sin beliggenhed mellem de to floder Mo Chhu og Pho Chhu (Moder- og Faderfloden). I 1994 forårsagede en sø der sprang læk i de højeste dele af Himalaya at Mo Chhu gik over sine bredder og oversvømmede store områder, hvorved Punakha og Dzong'en blev udsat for alvorlige skader. I dag er Punakha Dzong blevet smukt renoveret, så vi kan se et galleri af bhutanske malerier.

Midt på dagen forlader vi Punakha og begiver os over Dochu La (3.115 m.o.h.), hvor vi i klart vejr kan nyde den fantastiske udsigt over Himalayabjergkæden. Efter indlogering i Thimphu bliver der tid til på egen hånd at udforske det pulserende liv i Bhutans hovedstad og evt. shoppe lidt.

Overnatning i Thimphu.


Dag 11: Sightseeing i Thimphu

Vi starter dagen med at blive kørt op til den gigantiske Buddha, som majestætisk skuer ud over byen. I Thimphu kan vi bl.a. besøge det Nationale Institut for Zorig Chusum, en skole hvor man dyrker og underviser i de 13 bhutanske kunstarter og håndværk, bl.a. thangkamaling, broderi og trædrejning, og på Nationalbiblioteket kan vi se verdens største udgivne bog med titlen Bhutan. Den er over to meter høj og vejer 68 kg, og et kopi kan købes for den nette sum af US$ 15.000. Lidt uden for byen findes en lille park, hvor takinen, Bhutans meget særprægede nationaldyr kan ses. Der er også mulighed for at se Tashishod dzong (regeringsbygningen), tekstilmuseet, Museet for traditionel Medicin eller den Nationale Minde-chorten, som blev bygget i 1974 til minde om den 3. konge, Hans Majestæt kong Jigme Dorji Wangchuck. Naturligvis har Thimphu også det største udvalg af kunsthåndværk og souvenir.

Overnatning i Thimphu.


Dag 12: Tilbage til Paro

I dag kører vi tilbage til Paro, hvor Bhutaneventyret startede. Gruppen afgør hvor stor en del af dagen vi skal tilbringe i hhv. Thimphu og Paro. Køreturen tager et par timer.

Overnatning i Paro.


Dag 13: Fly fra Paro til Delhi, Indien

Tidlig morgen går turen til lufthavnen og tilbage til Delhi med Druk Air og den enestående udsigt mod Himalayabjergkæden. I lander i Delhi midt på eftermiddagen og bliver kørt til hotellet.


Dag 14: Fly til Danmark

Først på eftermiddagen flyver vi fra Delhi med Air India og ankomst til København først på aftenen samme dag.



Yderligere oplysninger

Efter tilmelding vil du modtage yderligere information om hvad du bør medbringe m.m., men du er meget velkommen til at ringe (se Kontakt) og få en snak om turen inden du melder dig til.