Det buddhistisk kongerige Bhutan

Et paradis i Himalaya?

Bhutan er et lille kongerige gemt godt i de utilgængelige østlige Himalayabjerge. Det er et land med gamle traditioner og en rig kultur. Befolkningen er buddhister, og de fleste lever meget traditionelt.

På baggrund af buddhistiske værdier, indførte den unge fjerde konge i 1970'erne begrebet bruttonational lykke, som modstykke til de traditionelle økonomiske udviklingsmål. Økologi og bæredygtighed er vigtige aspekter af Bhutanesisk politik, og det er formentlig det eneste land som kan bryste sig af at være CO2 negativt.

Geografi og befolkning

Bhutan, som lokalt har været kendt som Druk Yul – Tordendragens Land – siden det 13. århundrede, er et gammelt kongedømme i de østlige Himalayabjerge med en helt enestående kultur og en befolkning som har en dyb tro på buddhisme og naturkræfter. Landet grænser op til Indien i syd og og øst, og til Tibet (Kina) i nord og vest. De aller sydligste dele af landet består af skovbevokset lavland med subtropisk klima, men det meste af landet består af bjerge med adskillige toppe over 7.000 meter. Det højeste er Gankar Punsum, 7.541 meter, som skulle være det højeste ubestegede bjerg i verden. De vigtigste byer - bortset fra et par grænsebyer - ligger i dalene mellem disse to ekstremer i højder fra 1.100 til 2.300 meter.

Skoleklasse i Jangothang, 2 dages vandring fra nærmeste vej.

Bhutan dækker et areal på 38.064 km2, og er dermed lidt mindre end Danmark (42.915 km2). Indbyggertallet er omkring 780.000, hvilket giver en befolkningstæthed på kun 21 indb. pr. km2 (DK: 134 indb. pr. km2), og små 40 procent bor i byerne. Gennemsnitslevealderen er for kvinder 68,2 år (DK: 82 år) og 66,5 år for mænd (DK: 77 år). Der er adgang til gratis læge- og hospitalshjælp, men i de fjernere dele af landet kan der være langt til lægen. Regeringen uddeler gratis kondomer i mange variationer, og de promoveres på sundhedsklinikker og af munke i de fjerneste egne af landet.

De fleste børn går i skole, og de lærer engelsk fra de mindste klasser. I de mere afsides liggende områder må børnene gå i skole i de nærmeste større landsbyer, hvor de i en del tilfælde kan bo på skolen. I 1960'erne indførte den 3. konge, Jigmi Dorje Wangchuck, sekulære skole, som i dag i vid udstrækning har afløst den religiøse skolegang på klostrene.

Det officielle sprog i Bhutan er Dzongkha, men i de østlige dele af kongeriget og især i de mange isolerede bjerglandsbyer kan man stadig høre omkring 20 mindre sprog og adskillige dialekter.


Bhutans historie

Buddhismen blev indført i det der i dag er Bhutan, af den tibetanske kong Songtsen Gampo i det 7. århundrede, og den blev yderligere styrket af den indiske master Guru Rinpoche, som kom til landet i 746. Guru Rinpoche anses af mange for den anden Buddha.

Trongsa Dzong

Indtil lama Zhabdrung Ngawang Namgyel på baggrund af religiøse stridigheder i Tibet, kom til Bhutan i 1616, var landet præget af lokale ledere, som sloges fra dal til dal. Zhabdrung Ngawang Namgyel, som i dag er kendt som foreneren, rejste rundt i landet og udbredte sin religiøse lærdom, og han fik stadig mere magt. Ngawang Namgyel skabte det nuværende dobbelte regeringssystem, hvor man har såvel en religiøs (Je Khenpo) som en sekulær (Druk Desi) leder, og han stod for bygningen af flere dzong, som i første omgang skulle fungere som uovervindelige forter, men som derudover er delt i en religiøs og en civil administrativ del. I dag foregår administrationen i de lokale dzong, hvor bhutanesere kun har adgang iført deres traditionelle klædedragter.

I 2015 mødte vi statsminister Tshering Tobgay, som vandrede til Lunana for at høre om folks behov i de fjerneste områder af Bhutan.

Efter Ngawang Namgyels død opstod der kampe og borgerkrige i landet, men sidst i 1800-tallet vinder Penlop (regenten) af Trongsa, Ugyen Wangchuck, kontrollen over landet, og i 1907 vælges han som den første Druk Gyalpo (Dragekonge) i det Wangchuck Dynasty, som stadig er ved magten.

Op igennem 1990'erne og 00'erne, indfører den 4. konge, Hans Majestæt Jigme Singye Wangchuck, reformer som baner vejen for et konstitutionelt demokrati med henblik bedre at sikreindbyggernes rettigheder. Dette er dog ikke udpræget populært i befolkningen, men med argumentet om at de ikke kan være sikker på i al fremtid at have en god konge, har man i dag vænnet sig til den nye styreform. Allerede i 2005 bekendtgjorde den 4. konge sin plan om at overgive tronen til sin ældste søn og overgangen til konstitutionelt demokrati i 2008, men han ventede kun til december 2006 med at lade kronprins Jigme Khesar Namgyel Wangchuck overtage magten. Han rejste bogstavelig talt land og rige rundt for at forklare meningen med den nye grundlov, det kommende valg og deres elskede 4. konges dramatiske beslutning. Der blev afholdt parlamentsvalg i december 2007, og tre måneder senere blev der for første gang valgt 47 medlemmer til nationalforsamlingen.

I november 2008 kronede den afgående konge officielt den 5. Druk Gyalpo Jigme Khesar Namgyel Wangchuck.

Bhutans kongerække

1. Hans Majestæt Ugyen Wangchuck (1907-26); folket valgte penlop af Trongsa som den første konge.

2. Hans Majestæt Jigme Wangchuck (1926 - 52).

3. Hans Majestæt Jigmi Dorje Wangchuck (1952 – 1972) bestiger tronen som 26 årig.

4. Hans Majestæt Jigme Singye Wangchuck (1972- 2006). Bestiger tronen som 16 årig, og abdicerer til fordel for sin søn som 50 årig.

5. Hans Majestæt Jigme Khesar Namgyel Wangchuck (2006 – i dag).


Bhutans teknologiske udvikling

Trafikregulering i Thimphu.

Bhutans kontrollerede økonomiske og teknologiske udvikling startede først i 1960'erne da landet på baggrund af Kinas invasion i Tibet træder ud af sin frivillige isolation fra omverdenen. Op gennem 60'erne etableres tættere relationer til Indien, og i 1971 tilslutter Bhutan sig FN. Danmark har siden slutningen af 1970'erne ydet udviklingsbistand til Bhutan, og vi har været den næststørste doner i landet.

Bhutans første vej blev indviet i 1962, og hermed begyndte kongerigets teknologiske udvikling. Paro lufthavn blev åbnet i 1983, og det nationale luftfartselskab Druk Air påbegyndte flyvninger til Kolkata (Calcutta) i Indien. Trafikken var tiltagende i de større byer, og i 2007 prøvede man at udskifte færdselsbetjenten i hovedstaden Thimphu's mest trafikerede gadekryds med et lyssignal, men befolkningen protesterede fordi man mente at det var for upersonligt, så den velkendte politibetjent overtog igen trafikreguleringen, så Thimphu er stadig en blandt meget få hovedstæder der ikke har lysregulering. Færdselsbetjenten er et af de mest fotograferede motiver i byen.

De første biografer med hindi-film åbnede i 1972, og først i 1999 fik Bhutan sin første tv-kanal. En del kunne dog se udenlandsk fjernsyn via parabol, og mange så udenlandske film på video og dvd. I dag producerer den lokale filmindustri over tyve film om året i et land hvor under en halv million mennesker bor inden for en dags vandring eller kørsel fra en biograf.

I de små landsbyer i de vest- og nordlige grænseområder, har en stor del af befolkningen solceller i større eller mindre format. De er for manges vedkommende blevet smuglet ind fra Tibet.

Bruttonational lykke

De traditionelle klædedragter gho for mænd og kira til kvinder.

På baggrund af buddhistiske værdier, indførte den unge fjerde konge, Hans Majestæt Jigme Singye Wangchuck, i 1970'erne begrebet bruttonational lykke (GNH - Gross National Happiness), som modstykke til de traditionelle økonomiske udviklingsmål. Bruttonational lykke anses for et langt mere værdifuldt redskab end bruttonationalproduktet, som alene måler økonomisk fremgang. Ved måling af lykke er materiel velstand vigtig, men det er også vigtigt at vi nyder godt af velstand på områder som fællesskab, bevarelse af kulturelle værdier, god regeringsførelse, uddannelse og indsigt, helbred, spiritualitet og psykologisk velfærd, en velafbalanceret brug af vores tid samt harmoni med miljøet.

I Bhutan måles lykkeindekset med jævne mellemrum med det formål at give politikere og forretningsfolk et værktøj til at forbedre befolkningens livsvilkår, og siden 2012 har FN udgivet rapporter om verdenssamfundets lykke. Læs Bhutans officielle rapport over den seneste måling af Gross National Happiness.

Klimaet i Bhutan

Klimaet i Bhutan varierer fra tropisk jungle i de lavtliggende sydlige grænseområder mod Indien til alpint og snedækkede bjerge i de nordlige områder mod Tibet. Temperaturmæssigt følger årstiderne i Bhutan det vi kender fra Danmark, men sommermånederne, især juli og august, er prægede af monsunen, så den periode kan være meget regnfuld.

De vigtigste byer, som ligger i mellem 1.500 og 2.500 meters højde, har behagelige temperaturer fra midten af foråret til ud på efteråret, men som nævnt med en del regn om sommeren. Om vinteren kan man fra omkring 2.000 meters højde opleve nattemperaturer under frysepunktet og på de højere bjergpas kan der falde sne. Til gengæld varmer den stærke sol i dagtimerne, og der er langt imellem turisterne.

Efterårssol nær Djule La, 4.550 m.

I de højere bjergområder bliver det koldt om vinteren, og mange områder kan være lukkede af sne, så befolkningen i de små landsbyer må leve af deres foråd hvis ikke de har mulighed for at tilbringe vinteren i de lavereliggende dele af landet. Det er kun de færreste treks der kan gennemføres om vinteren og i de regnfulde sommermåneder.

Turistsæsonen ligger forår og efterår, hvor vejret er mildt, og det ofte er skyfrit, så man har fantastiske udsigter over Himalayabjergene. I sommer- og vintermånederne er der meget få turister.


Turist i Bhutan

Turismen i Bhutan bygger på et princip om lav påvirkning af miljø og samfund samtidig med at den skal generere en høj værdi til landet. Dette betyder helt konkret at al turisme i Bhutan skal organiseres igennem et lokalt turistbureau, der er faste dagstariffer som inkluderer overnatning med fuld pension på hotel, i telt på vandreture eller eventuelt privat overnatning. Priserne inkluderer også al transport, lokal engelsktalende guide, visum samt en turistskat på US$ 65 pr. dag, som går til udvikling især inden for skole- og sundhedsområdet.

Yakokserne passerer.

På vandreture transporteres telte, mad, deltagernes individuelle bagage og andet udstyr på de kraftige yakokser eller på ponyryg, og personalet sørger for rejsning af telte, madlavning m.m.

Rejseprogrammet vil være tilrettelagt med henblik på at man får det bedst mulige kendskab til Bhutan, men der vil i reglen også være tid til at den enkelte kan udforske området på egen hånd.

Service og standard er rimelig høj, og indlogering sker på gode mellemklasse hoteller. Dog kan standarden være lavere i den østlige del af landet, hvor turismen endnu ikke er så veludviklet. Don Quijote Rejsers samarbejdspartner i Bhutan er blandt de ældste og mest velrenommerede rejsebureauer i Kongeriget, og hygiejnen på såvel hoteller som på trekking- / vandreture er høj.