Den ultimative cykeltur gennem Bhutan

920 km på cykel fra Paro til Samdrup Jongkhar over 6 pas på mere end 3.000 meter

Turbeskrivelse

Denne tur er en forlængelse af turen fra Paro til Bumthang, og her oplever vi den unikke kultur i det østligste Bhutan. Vi snor os på cykel gennem fantastiske bjerglandskaber og tæt på de vigtigste kulturelle og historiske steder i Kongeriget Bhutan. Derudover bliver der rig lejlighed til at stoppe op i de små landsbyer undervejs og opleve hvordan folk lever, og vores indfødte guide vil hjælpe os med at skabe kontakt til indbyggerne.

Vi starter blødt op med to overnatninger i Paro. Vi cykler lidt rundt i området og vandrer op til det ikoniske Taktshang kloster – Tigerreden – som er lidt af et vartegn for Bhutan.

Den første rigtige cykeldag starter med opvarmning i moderat højde. Vi følger Parofloden de første ca. 25 km ned til Chuzom, hvor vi støder til Thimphufloden, der viser os vejen op til Bhutans hovedstad Thimphu.

Fra Thimphu sætter vi kurs mod det 3.115 meter høje Dochu La, hvor vi indtager en velfortjent frokost med udsigt mod den bjergkæde der i nord danner grænsen til Tibet. Fra passet ruller vi ned mod Punakha, hvor vi besøger Punakha Dzong; et kombineret fort og kloster som i århundreder udgjorde magtbasen i Bhutans system af reinkarnerede herskere. Inden vi kører til vores hotel, tager vi ind til Chimi Lakhang, et smukt lille kloster som i det 15 årh. blev bygget af Guru Drukpa Kunley, hvis utraditionelle syn på sex stadig kommer til udtryk på mange husmure.


Fra Punakha har vi en fuld dag op over Lowa La passet til den smukke Phobjikha–dal med flere spændende templer. Her kan vi se de udryddelsestruede sorthalsede traner, hvis de er kommet tilbage fra deres nordlige yngleområder i Tibet. Vi besøger det 450 år gamle Gangte kloster og de karakteristiske landsbyer i området. I Phobjikha-dalen vil der være mulighed for privat overnatning hos en landsbyfamilie, men dem der foretrækker det, kan overnatte på hotel.

Den efterfølgende dag har vi en kortere stigning over Lowa La og siden Pele La, og derefter triller vi nedad det meste af vejen til Trongsa. Vi cykler ned ad bjerge beklædt med rhododendronskove og bambus, og undervejs er der gode muligheder for at se rhesusaber.

På sjette cykeldag er vi klar til at sno os op ad de 28 km til det 3.425 meter høje Yotong La, der som alle bhutanesiske pas er rigt udsmykket med farvestrålende bedeflag. Nedcyklingen efter passet går gennem skove af fyr, pinjer og bambus, og vi stopper ved nogle af de små templer og klostre undervejs til Bumtang, hvor vi har en hviledag, der kan benyttes til lokal sightseeing med eller uden cykel. Bumthang betegnes som Bhutans kulturelle hovedstad, så der er nok at udforske.

Når vi har nået turens fysiske højdepunkt, Bhutans højeste vejpas, Thrumshing La (3.700 m.o.h.), går det ned mod Mongar, der ligger næsten 2.000 meter lavere. På én dag cykler vi fra alpint højland forbi impornerende vandfald til subtropiske dale med bambus, rismarker og tropisk frugt.

I Trashigang har vi en dag til at udforske den østligste provins. Der er bl.a. mulighed for at se vævning i silke i nogle af landsbyerne i nærheden.

Fra Trashigang har vi to dages cykling ned gennem Himalayas forbjerge til lavlandet, som grænser op til Indien. Undervejs besøger vi det Nationale Center for udvikling af Vævning, hvor bl.a. udstillingen af planter til naturlig farvning er interessant.

Cykelrejsen ender ved Bhutans sydøstlige grænse, hvor vi overnatter inden vi i taxa bliver kørt til lufthavnen i den indiske by Guwahati. Herfra flyver vi hjem via Delhi.


Praktiske oplysninger

Vejene snor sig på bjergsiderne eller gennem dalene, og selv om vi på det meste af strækningen cykler på hovedvejen igennem Bhutan, er vejen ikke særlig trafikeret. Det er i princippet en asfaltvej, men da man er ved at udvidde den til to spor (ét i hver retning), er der meget vejarbejde, og derfor er asfalten ofte ødelagt. De cykler vi kan leje, er dog velegnet til dette terræn.

Den fysiske udfordring ligger dels i de høje pas, dels i de lange opkørsler, og deltagelse forudsætter at du er i god fysisk form, og at dit helbred er i orden. Deltagere over 70 år anbefales at konsulterer egen læge inden endelig tilmelding. Turen er dog planlagt med rimelig tid til aklimatiseing, og den højeste overnatning finder sted i omkring 2.900 meters højde.




Klimaet i Bhutan varierer fra tropisk jungle til alpint og snedækkede bjerge. På denne tur skal vi i det sene efterår regne med nattemperaturer ned omkring frysepunktet, men vi kan forvente mange dage med klart vejr og sol, og der falder ikke meget nedbør. Læs mere om klimaet i Bhutan.

Overnatning kan ske på hotel eller privat overnatning hos en familie i et traditionelt hus. Hotelstandarden i det vestlige og centrale Bhutan er høj, men da der ikke er meget turisme de de østlige områder er hotellerne mere på det jævne i disse dele af landet. Vælger man privat overnatning, skal man ikke regne med brusebad og rindende vand. Hygiejnen er dog helt i orden. Der tilbydes varmt og koldt vand i vandfade.

Cykel og udstyr. Det anbefales at leje cyklerne i Bhutan, men det kan også lade sig gøre at tage din egen med. Der er en følgebil med mekaniker samt både en indfødt og en dansk cykelguide. Din bagage transporteres af følgebilen, som også kan give et lift hvis behovet skulle opstå. Om dagen cykler du med vandflaske og evt. lidt ekstra tøj til nedkørslerne og andre nødvendige personlige ejendele. Den øvrige bagage transporteres i bilen. Det er påbudt at køre med cykelhjelm i Bhutan.




Forslag til dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

Afrejse fra København til Kathmandu, Nepal.


Dag 2: Aklimatisering i Kathmandu

Ankomst til Kathmandu, Nepal tidlig morgen.


Dag 3

Fly fra Kathmandu til Paro, Bhutan. Overnatning på hotel i Paro.


Dag 4

Cykling rundt i og omkring Paro og vandrer op til Taktshang Goemba (Klostret Tigerreden). Overnatning i Paro.


Dag 5

Cykling fra Paro til Thimphu (2.320 m.o.h.), 56 km. Overnatning og sightseeing i Thimphu.


Dag 6

Cykling fra Thimphu til Punakha (1.300 m.o.h.) over Dochu La (3.115 m.o.h.), 76 km.


Dag 7

Cykling fra Punakha til Phobjikha–dalen (2.900 m.o.h.), over Lowa La (3.360 m.o.h.), 85 km.


Dag 8

Cykling til Trongsa (2.316 m.o.h.) over Pele La (3.392 m.o.-h.), 90 km.


Dag 9

Cykling over Yutong La (3.425 m.o.h.) til Jakar, Bumthang (2.580 m.o.h.), 70 km.


Dag 10

Sightseeing på cykel i Bumthang–området. Overnatning i Jakar. 30-40 km.


Dag 11

Cykling til Ura, en af Bhutans mest interessante landsbyer, over Shertang La (3.490 m.o.h.), 49 km.


Dag 12

35 km's cykling op til Bhutans højeste vejpas, Thrumshing La (3.554 m.o.h.) og 21 km ned til Sengor (3.000 m.o.h.) på den anden side, 56 km.


Dag 13

Cykling ned til Mongar (1.600 m.o.h.), dog med en god stigning til sidst, 90 km.


Dag 14

Cykling til Trashigang (1.150 m.o.h.), 87 km.


Dag 15

Dagtur til omkringliggende landsbyer. Ca. 40 km.


Dag 16

Fra Trashigang cykler du over nogle lavere pas og ned gennem Himalayas forbjerge til Wamrong, hvor du kan overnatte på et lille guesthouse. Undervejs besøges i Khaling det Nationale Center for udvikling af Vævning, hvor bl.a. udstillingen af planter til naturlig farvning er interessant.


Dag 17

Vi cykler hævet over fantastiske kløfter, inden du når ned til Bhutans sydøstlige grænseby Samdrup Jongkhar, hvor cykelrejsen ender.


Dag 18

Du forlader Bhutan og bliver kørt til lufthavnen i den indiske by Guwahati. Herfra fly hjem via Delhi.


Dag 19

Ankomst til København.